Kærestens fravær på kongehusets nye billede af grev Nikolai vækker opsigt: Der er ingen tvivl
Det er ikke nogen hemmelighed, at grev Nikolai og kæresten Benedikte Thoustrup svæver på en lyserød sky.
Parret fandt sammen, da de begge to gik på Herlufsholm, og siden da har de fulgtes ad i tykt og tyndt – senest under deres kandidatstudier, som de begge færdiggjorde i juni.
Hvis man kaster et blik på grev Nikolais Instagramprofil, er det derfor slet ikke et sjældent syn at få glimt af Benedikte Thoustrup, som er hans store støtte.
Den nu 25-årige greve deler flittigt billeder af sin kæreste, som han har dannet par med siden 2018.
Derfor er det iøjnefaldende, at kæresten ikke er til stede på de nye billeder, som kongehuset delte onsdag morgen i anledning af grev Nikolais fødselsdag.
På et af billederne, som blev taget under en familieferie på Château de Cayx i Frankrig, står greven sammen med sine tre søskende, grev Felix, grev Henrik og komtesse Athena, samt prins Joachim og prinsesse Marie.
Benedikte Thoustrup er ikke til stede på billedet på trods af, at hun var med på familiens sommerferie i Sydfrankrig.
Når man er vant til at se Benedikte Thoustrup ved grev Nikolais side så ofte, kan det virke besynderligt, at hun ikke er inkluderet i den officielle fødselsdagshilsen fra kongehuset, men det kan der faktisk være en god forklaring på.
Ifølge BILLED-BLADETs kongehusekspert Marianne Singer kan der være flere årsager til, at Benedikte Thoustrup ikke er med på de officielle billeder, som kongehuset har delt.
- For det første er der en tradition for, at den unge generation i kongefamilien får delt portrætter af sig selv og nogle gange med deres forældre eller søskende, forklarer Marianne Singer.
- Og så er han jo dronning Margrethes barnebarn, så der vil hurtigt blive ”læst” meget ind i det, hvis kongehuset delte et billede på sociale medier, hvor Benedikte også var med på. På de officielle kanaler er rammerne nemlig langt mere formelle og officielle, end hvis han deler et lignende billede på sin egen Instagramprofil, som han jo ofte gør, siger kongehuseksperten.
Marianne Singer giver samtidig sit bud på, hvornår man for første gang kommer til at se Benedikte på et officielt portræt med Nikolai.
- Jeg tror, vi første gang ser Benedikte på et officielt portræt med Nikolai på kongehusets medier, når eller hvis de en dag bliver forlovede, siger hun.
Selv om Benedikte Thoustrup ikke er med på billederne, der er delt på kongehusets sociale medier, så betyder det bestemt ikke, at hendes forhold til greven holdes hemmeligt.
På sine egne sociale medier deler grev Nikolai ofte billeder af sin store kærlighed, der også har fået mors godkendelse. Tidligere på året blev Benedikte kaldt for en ”dejlig kæreste” for Nikolai af grevinde Alexandra i et interview med BILLED-BLADET.
Ifølge Marianne Singer er det et tydeligt signal om, at grev Nikolai er helt og aldeles engageret, når det kommer til forholdet med Benedikte.
- Der er ingen tvivl om, at han står 100 procent ved sit forhold til Benedikte. De fremstår som et sammentømret par, der nyder livet i hinandens selskab.
Det betyder dog ikke, at forlovelse og ægteskab er lige på trapperne, som man ellers så det med prins Joachim, da han var på sønnens alder.
- Modsat prins Joachim, der blev forlovet som kun 25-årig, altså samme alder som Nikolai har nu, så tror jeg ikke, at der lige foreløbig kommer en forlovelse, fordi det unge par er i fuld gang med at opbygge deres karrierer, rejser verden rundt og netop har afsluttet deres kandidatgrader.
- Men jeg kan forestille mig, at de måske om et par år er klar til næste skridt, hvis de fortsætter med at være lige så glade for hinanden og forelskede, som jeg oplevede dem, da jeg senest mødte dem under Copenhagen Fashion Week, fortæller Marianne Singer.