Katrine fra Gift ved første blik presset: Eksperterne gik imod hendes ønske
I andet afsnit af ”Gift ved første blik” bliver Katrine Pørtner Karlsen, 32, og Nicolas Rockland, 34, gift med hinanden allerførste gang, de møder hinanden.
– Han havde et godt, rart, mildt udtryk, og det var meget betryggende, fortæller Katrine om parrets første møde.
Men så finder Katrine ud af, at Nicolas bor i Aarhus – med over en times kørsel fra, hvor hun bor i Skørping
– Jeg skal være ærlig at sige, at det var jeg en lille smule presset over, for det var en af de ting, jeg havde sagt til eksperterne – at jeg ikke ville over en time væk, fordi jeg godt kunne gætte, at det ville blive besværligt for livet og forløbet. Mit ønskescenarie havde været en kortere distance, men nu var vi kommet så langt, og så skulle vi ikke stoppe det for det kvarters ekstra kørsel. Så må vi se, hvad der sker, og så må vi se, om det er den store kærlighed – og så skal det jo ikke komme an på den afstand, siger hun.
Med på kompromisflytning
For hende var det ikke en mulighed at flytte til Aarhus.
– Men jeg har været med på en kompromisflytning, så det stadig er til at overskue at komme på arbejde. For jeg har en arbejdsplads, jeg er så glad for, og jeg vil gerne være der de næste mange år. Jeg fortalte eksperterne, at jeg er med på at flytte, men måske inden for en halv time eller tre kvarter, siger Katrine, der arbejder som speciallærer.
Om Katrine og Nicolas vælger at forblive gift, må vi vente med at se i ”Gift ved første blik”, der vises torsdage på DR1 og DRTV.