Usædvanlig fra begyndelsen af: Her er hele kronprins Christians dannelsesvej
For første gang i moderne tid rejser et medlem af det danske kongehus på dannelsesrejse til Afrika, når kronprins Christian den 4. september rejser til Østafrika.
En spændende udfordring, der helt sikkert vil byde på masser af evenyrlige oplevelser for kongeparrets ældste søn.
Har overrasket flere gange
I hele taget har kronprins Christians dannelsesvej fra begyndelsen overrasket mange.
Således begyndte han den 27. marts 2007 i en alder af 18 måneder som den første kommende konge nogensinde i en almindelig vuggestue, i Dronning Louises Børnehus i Fredensborg i en stue med ti børn, der hed "Spiren".
Fulgtes med lillesøster
Senere hen da kronprinsfamilien flyttede ind til Amalienborg i København begyndte han sammen med prinsesse Isabella i Garnisons Sogns Menigheds Børnehave på Sankt Annæ Plads i København.
En selvejende institution, hvor prins Felix tidligere havde gået.
Næste overraskelse
Da kronprins Christian skulle starte i skole, kom næste overraskelse, da han som den første kongelige den 12. august 2011 begyndte i en almindelig folkeskole, i 0. klasse på Tranegårdskolen.
Undervejs nåede han også i 2020 et knapt tre måneder langt skoleophold på den internationale skole Lemania-Verbier i Schweiz, der dog blev afbrudt før tid på grund af situationen med Covid-19.
Kronprins Christian begyndte den 11. august 2021 i gymnasiet på Herlufsholm i Næstved, hvor han færdiggjorde 1.g., inden han den 8. august 2022 begyndte i 2.g på Ordrup Gymnasium i Charlottenlund efter massiv kritik af Herlufsholm.
Kronprinsen blev den 24. juni 2024 student fra Ordrup Gymnasium i Charlottenlund, og skal så nu til Østafrika.