30. aug. 2024
Af Ulrik Ulriksen

Er han mon blevet inspireret af dronning Mary? Kronprins Christian gør det på sin helt egen måde

Kronprins Christian og dronning Mary
Kronprins Christian og dronning Mary
Foto: Hanne Juul
For kronprins Christian venter fire fantastisk spændende og sikkert også hårde måneder i det østlige Afrika.

Kronprins Christian rejser den 4. september på et længerevarende ophold til det østlige Afrika, hvor han skal indgå i den daglige drift af to farme.

Det indebærer blandt andet, at Christian skal løse praktiske og administrative opgaver, hvilket vil give ham indblik i lokal naturbeskyttelse, før han vender tilbage til Danmark før jul.

Kronprinsens tur til det østlige Afrika er en fin markering af, at han gør tingene på sin helt egen måde.

Ingen fra kongefamilien har tidligere været på et længerevarende ophold til det østlige Afrika, så her er Christian en ”first mover”.

Til gengæld har dronning Mary mange gange været på kortere arbejdsrejser til det østlige Afrika, hvor hun blandt andet har besøgt Etiopien og Kenya samt Mozambique i det sydøstlige Afrika.

Dronning Mary har fortalt Christian om Afrika

For dronning Mary har det i løbet af de mange arbejdsrejser til den østlige del af det afrikanske kontinent været af stor betydning at være med til at sætte fokus på de store problemer, som klimaforandringer skaber for hele regionen.

Også naturbeskyttelse har på Marys arbejdsrejser været på dagsordenen.

Dronning Mary har tidligere til BILLED-BLADET sagt, at hun efter sine rejser til Afrika plejer at tale med sine børn om oplevelserne.

Derfor kan det sagtens tænkes, at dronning Mary med sine rejseberetninger fra Østafrika har inspireret kronprins Christian.

Et er i hvert fald sikkert – der venter et par spændende og lærerige måneder for kronprins Christian langt væk fra Danmark.

Læs mere om: