Badmintonspilleren Kim Astrup deler dejlige bryllupsbilleder
Sammen med doublemakkeren Anders Skaarup Rasmussen var Kim Astrup denne sommer så tæt på en OL-medalje, man overhovedet kan komme, men i bronzekampen missede parret en række matchbolde og måtte rejse hjem uden metal.
Udfaldet var en kæmpe skuffelse for de to badmintonspillere, men efterfølgende har Kim Astrup i den grad haft noget at smile over.
For kort efter OL blev han gift med Stine Hatland, som han havde været forlovet med siden slutningen af 2021.
Her små to uger efter brylluppet har Kim Astrup på Instagram delt nogle skønne bryllupsbilleder.
På det første kan man se brudeparret sammen med deres lille søn, der kom til verden sidste sommer, mens de på det andet kigger forelskede på hinanden.
Med til brylluppet var en række af Kim Astrups badmintonkollegaer - heriblandt Anders Skaarup Rasmussen og Anders Antonsen.