Nikolaj Lund er ny i Vild med dans: Har 30 års erfaring
Trods sine 35 år har den nye professionelle danser i ”Vild med dans” allerede 30 år erfaring, oplyser TV 2.
Hvilket må betyde, at Nikolaj Lund, der er uddannet danselærer, har taget sine første dansetrin som 5-årig.
TV 2 oplyser desuden, at den nye professionelle danser har dedikeret sit liv til bevægelse og rytme og har opbygget en karriere som DJ og producer i den musikalske musikscene med sit alias NILU.
Han rejser verden rundt for at spille musik. På Instagram og Facebook jubler han over sin nye status som deltager i ”Vild med dans”.
Her får han indehaveren af Bakkens Hvile, 66-årige Dot Wessman, som dansepartner.
Kæmpe ære
”Jeg har i år fået den kæmpe ære at skulle deltage i ”Vild med dans” sammen med min skønne dansepartner Dot Wessman.
Vi er i gang med træningen, og jeg kan love jer alle, at I skal glæde jer.
Jeg ser vild frem til et skønt program med min nye ”Vild med dans”-familie, skriver Nikolaj Lund på Facebook.
På profilen fremgår det, at Nikolaj bor i København og er gift med Marta Maria Lund.
Parret blev blandt andet sølvvindere ved EM i 10 danse i 2017.
Hvis du googler Nikolaj Lund & Marta Kocik, kan du se parret danse til professionelle turneringer.