Magnus Heunicke manglede, da de andre ministre blev modtaget af kong Frederik: Her er forklaringen
Torsdag fik kong Frederik ministerbesøg på Amalienborg.
Dagen forinden kunne statsminister Mette Frederiksen præsentere tre nye ministerier, og det resulterede i en rokade og en række nye ministre.
Traditionen tro blev de nye politiske frontpersoner præsenteret for kongen. Men det var ikke alle af de involverede ministre, der troppede op på Amalienborg.
Da Mette Frederiksen efterfølgende stod foran palæets porte, omgivet af de tiltrædende ministre, manglede landets nyudnævnte ligestillingsminister, Magnus Heunicke.
Det skyldtes dog hverken nedprioritering eller andre forpligtelser.
Forklaringen skal findes i, at Magnus Heunicke i forvejen er miljøminister. Det ministerie har han beholdt, mens han overtager ligestillingsministeriet. Og derfor skulle han ikke modtages af kongen som tiltrædende minister.
Omvendt var både Marie Bjerre og Jeppe Bruus, som begge kommer fra andre ministerier, med på Amalienborg.
Marie Bjerre, som var digitaliseringsminister og minister for ligestilling, bliver nu Europaminister, mens Jeppe Bruus siger farvel til jobbet som skatteminister for derimod at blive minister for grøn trepart.
I skatteministeriet tager Rasmus Stoklund over, hvorimod Caroline Stage Olsen, som var særlig rådgiver for udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, bliver den nye minister for digitalisering.
Dertil bliver Torsten Schack minister i det nyoprettede ministerie for samfundssikkerhed og beredskab. Og overborgmester i København, Sophie Hæstorp Andersen, udnævnes til social- og boligminister.