2. sep. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Bjarne Riis fik våde øjne på tv: Det er den største fejltagelse jeg nogensinde har lavet

Bjarne Riis
Bjarne Riis
Foto: Kaspar Wenstrup
Bjarne Riis havde det ikke altid nemt med sin far, da han voksede op, men samtidig er han nøglen til hans succes, fortæller den tidligere cykelrytter i DR-programmet "Barn af Eliten".

Æblet falder sjældent langt fra stammen, og sådan forholder det sig også hjemme hos Bjarne Riis og Anne Dorthe Tanderup.

Den tidligere cykelrytter og den tidligere håndboldspiller har sammen fire sønner, som alle dyrker meget sport. Christian Riis på 21 er en talentfuld skiløber, og han er én af fire hovedpersoner i et nyt DR-program.

”Barn af Eliten” hedder udsendelsen, der følger den næste generation af elitesportsbørn.

Undervejs i programmet fortæller Bjarne Riis også om sin egen vej mod stjernerne, og at hans far, Preben Riis, har en stor del af æren for hans succes som cykelrytter.

- Min barndom var fyldt med cykelsport frem for alt. Mine forældre blev skilt ret tidligt, så jeg har mest levet med min far, og han var min træner, han var træner for klubben og var altid ved min side. Han var ikke god til at udtrykke sig med følelser og så videre, men han var der bare med sit præsens. Det var sådan, jeg havde min kærlighed fra ham. Det søger alle jo; forældrenes anerkendelse. Det var det eneste, jeg kunne finde frem hos ham. Det eneste, vi havde til fælles. Jeg havde nogle hårde år rent familiemæssigt, fortæller Bjarne Riis i ”Barn af Eliten” om begyndelsen af sin karriere.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-09-02/DR-0804558.jpg
Bjarne Riis og sønnen Christian, som er skiløber.
Foto: Peter Gren Larsen/DR

Senere fandt cykelrytteren dog ud af, at han faktisk ikke kunne undvære sin far.

Bjarne Riis kappede navlestrengen til sin far, idet han begyndte at snuse til landsholdet. Han lod sin far vide, at han selv ville styre sin karriere.

- Det er den største fejltagelse, jeg nogensinde har lavet, fortæller Bjarne Riis ærligt i programmet om beslutningen om at lægge afstand til sin far, da han jagtede succes i udlandet.

- Da jeg bliver professionel, finder jeg ud af, at jeg savner det, jeg havde. Jeg havde været prof i en tre år og syntes, jeg havde kørt elendigt. På et tidspunkt siger den øverste sportsdirektør: ”Nu tager du hjem, og så kører du 1000 kilometer på fem dage. Så kommer du tilbage”. Så ringede jeg til min far og sagde, jeg kom hjem til Danmark. ”Vi skal køre 1000 kilometer på fem dage og du skal med”. Nu bliver jeg lidt emotionel… siger Bjarne Riis, der får våde øjne og lige må holde nogle sekunders pause i sin fortælling.

Derefter lukkede Bjarne Riis atter sin far indenfor i sin karriere, som ændrede sig fuldstændig. Han begyndte at få succes, og nogle år senere lykkedes det ham at vinde Tour de France.

Bjarne Riis' far, Preben Riis, døde i 2007.

Læs mere om: