3. sep. 2024
Af Simone Løvstad Kristensen

James Price var med til at genrejse Tivolirevyen: Nu er det slut

James Price.
James Price.
Foto: Hanne Juul
Når Tivolirevyen vender tilbage med endnu en sæson i 2025, bliver det uden James Price som kapelmester.

For to år siden var James Price med til at genrejse Tivolirevyen sammen med sin revy-kollega Lisbet Dahl.

Men revyen, der nu har kørt i to sæsoner, skal ikke længere ledes af hverken kapelmester James Price eller Lisbet Dahl.

Det oplyser Tivoli i en pressemeddelelse.

"Nu er muligheden opstået for at køre Tivolirevyen videre i et nyt setup med Linda P, der sætter holdet til næste års revy," lyder det fra Frederik Wiedemann, som er kulturdirektør i Tivoli, i en pressemeddelelse.

Komiker Linda P, der er blevet udpeget til at stå i spidsen for revyen, sætter dermed selv sit hold, når hun skal bære fanen videre.

Og her bliver kapelmester James Price altså ikke en del af teamet, bekræfter Frederik Wiedemann.

– Vi har været glade for at have både James og Lisbet på holdet. De har gjort en kæmpe indsats for revyen, siger han.

James Price kommer fortsat til at være en del af Tivolis Pantomimeteater, oplyser Frederik Wiedemann.

Her har James Price blandt andet komponeret musikken til en række af H.C. Andersens balletter, hvor dronning Margrethe skabte scenografien og kostumerne.

James Price har i en lang årrække arbejdet sammen med Lisbet Dahl. Før de genrejste Tivolirevyen for to år siden, arbejdede de sammen på Cirkusrevyen, hvor han var kapelmester, og hun var instruktør og skuespiller.

Tivoli løfter sløret for hele holdet for Tivolirevyen i 2025 mandag den 9. september.

Læs mere om: