Mette Abildgaards lille søn indlagt efter fødslen
Den 20. august blev politikeren Mette Abildgaard og hendes mand, Jens Jacob Juulsager, forældre for tredje gang. Det afslørede de på Facebook.
Men nu er folketingsmedlemmet kommet med en ny opdatering om lille Arthur, som den nyfødte hedder.
Her skriver hun, at den lille fyr har været så hårdt ramt af gulsot, at han måtte akut indlægges på neonatalafdelingen på Hvidovre, hvor han kom i dobbelt lysbehandling.
– At se ham ligge der, med sonde i næsen og beskyttelse for øjnene, og ikke måtte tage ham ud, når han græd- det var altså hjerteskærende som mor. Også selv om behandlingen heldigvis ikke er spor farlig. Men det værste var næsten at skulle forlade pigerne derhjemme – og tage lillebror med, skriver hun på sine sociale medier.
Efter indlæggelsen var Arthur til kontrol nærmest dagligt, da tallene ikke blev bedre, og hans vægt ikke steg.
- MEN: Nu er vi helt udskrevet, og han stortrives. Dejlig lettelse! Og kæmpe taknemmelighed over de dygtige og empatiske medarbejdere på neonatalafdelingen, som gør en kæmpe forskel for mange sårbare nybagte familier, lyder det fra Mette Abildgaard.