4. sep. 2024
Af Louise Rømer

Familien vinker farvel til kronprins Christian: Nu rejser han til udlandet

Kong Frederik, kronprins Christian og dronning Mary
Kong Frederik, kronprins Christian og dronning Mary
Foto: Hanne Juul
I dag, onsdag, rejser kongeparrets ældste barn på en længere rejse, der holdes helt privat.

Kronprins Christian står over for en spændende tid. I dag, onsdag den 4. september, forlader den 18-årige tronfølger Danmark, fordi han skal på et længere ophold til udlandet.

"Den 4. september rejser H.K.H. Kronprinsen på et længerevarende ophold i det østlige Afrika. Her skal Kronprinsen indgå i den daglige drift af to farme, hvilket blandt andet vil indebære praktiske og administrative opgaver samt give Kronprinsen indblik i lokal naturbeskyttelse. Det er planen, at Kronprinsen vender tilbage til Danmark til december," lød det fra kongehuset i forbindelse med offentliggørelsen af kronprins Christians planer.

Danskerne skal dog ikke regne med at få en masse information om kronprinsens rejse.

"Det er Kongeparret og Kronprinsens håb, at der vil være forståelse for, at udlandsopholdet forbliver privat fra start til slut. Af den årsag offentliggøres der ikke flere detaljer om opholdet," skrev kongehuset endvidere.

De sidste par dage før Christians rejse, har han blandt andet brugt i Paris, hvor han mandag gæstede PL og bakkede op om de danske deltagere.

Ifølge kongehusekspert Marianne Singer har han helt sikkert prioriteret familien de sidste timer, før turen går til Afrika i dag.

– Alt det lavpraktiske som eventuelle vacciner og sikkerhed er på plads – man skal huske, at det jo er en kronprins, der skal afsted, så der er flere foranstaltninger at tage hensyn til. Men mon ikke, at sådan nogle ting er på plads, så han kan koncentrere sig om at bruge timerne med sine forældre og små søskende.

Læs mere om: