4. sep. 2024
Af Sofie Nymand

Kong Harald melder klart ud: Vil tage snakken med Märtha Louise om prinsessetitlen

Kong Harald. Indsat foto: Prinsesse Märtha Louise
Kong Harald. Indsat foto: Prinsesse Märtha Louise
Foto: Ntb Scanpix/Reuters/Ritzau Scanpix og Heiko Junge/NTB/Ritzau Scanpix
For to år siden stoppede prinsessen med at repræsentere kongehuset. Nu vil den norske konge tage en snak med sin datter om brugen af prinsessetitlen.

Det er to år siden, at Norges prinsesse Märtha Louise frasagde sine kongelige opgaver og stoppede med at repræsentere kongehuset officielt.

Det skete, efter prinsessen blandt andet havde fået kritik for at blande sin kommercielle interesser med sin status som kongelig. Og i samråd med kongeparret og de øvrige medlemmer af kongehuset, blev det besluttet at tydeliggøre skellet mellem prinsessens egne aktiviteter og tilknytningen til kongehuset ved, at hun trak sig som ’arbejdende’ kongelig.

Samtidig blev hun pålagt ikke at bruge sin kongelige titel i forbindelse med kommerciel aktivitet.

Prinsessetitlen beholdt hun dog.

– Hun er vores datter, og det fortsætter hun med at være. Så hun er prinsesse Märtha Louise, slog kong Harald dengang fast.

Men nu er der noget, der tyder på, at der ikke er sat et endeligt punktum.

Til NRK fortæller kong Harald, at han igen vil tage snakken med sin datter om hendes brug af den kongelige titel:

– Det har vi jo sagt, ja.

I weekenden blev prinsesse Märtha Louise gift med Shaman Durek. Og her skabte det debat, at brudeparret havde solgt enerettighederne til dækningen af brylluppet til britiske Hello Magazine og streaminggiganten Netflix. Den øvrige presse havde derfor kun adgang i begrænset omfang.

I den forbindelse blev der sat spørgsmålstegn ved, om prinsessen her brugte sin kongelige titel i kommerciel interesse. En problematik også kronprins Haakon blev forholdt, og ligesom sin far understregede han, at det ville blive drøftet yderligere med prinsessen Märtha Louise.

Læs mere om: