Gribende scener fra PL: Emma Lund fik kæmpe kram af en af sine allernærmeste efter bronzesejr
Et sekund gjorde udslaget.
Cykelrytter Emma Lund sikrede sig onsdag middag en bronzemedalje i T2-klassen på en såkaldt trike, der er en racercykel med to baghjul.
Det var selvfølgelig en meget lykkelig cykelrytter, der fejrede sejren med stor jubel.
Det skriver DR.
- Jeg forstår det ikke. Med ét sekund... Jeg er helt rundt på gulvet, lød det jublende fra Emma Lund, da hun mødte pressen.
Jublen delte Emma Lund med en af sine allernærmeste.
For hun fik det største og varmeste kram fra sin tvillingesøster Louise, der stod klar til at tage imod den nyudklækkede bronzemedaljetager.
Det er ikke bare en stor sejr for Emma Lund, men så sandelig også for hendes familie, der er i Paris.
Stoltheden strålede ud af dem efter Emma Lunds sejr. Det skriver DR i deres liveblog.
- Det er fuldstændig vanvittigt. At hun har fået lov at være med, at hun har gjort det så godt. Jeg har ikke flere ord tilbage, hun er så dygtigt, og jeg er så stolt af hende, lød det fra tvillingesøsteren Louise, der fortsatte:
- Bare det at få en krammer hende til sidst. Jeg tror, det er det bedste kram, jeg nogensinde har fået i hele verden. Hun er sej!
Lørdag skal Emma Lund igen i aktion, hvor hun skal i gang med favoritdisciplinen landevejscykling, hvor hun er forsvarende verdensmester.