Rolf fra Gift ved første blik afslører: Kunne slet ikke købe ind på konceptet
Rolf bliver gift med Nina i DR-programmet ”Gift ved første blik” på direkte tv.
Men spoler vi ti år tilbage i tiden, var det dengang et scenarie, som han på ingen måde, kunne se for sig.
Første gang han stiftede bekendtskab med programmet, var hjemme hos et vennepar.
Mens de sad og så et afsnit ”Gift ved første blik”, spurgte veninden ham, om det ikke var noget for ham at melde sig til. Det fortæller Rolf i DR-podcasten ”Gift ved første blik podcasten”.
Og til veninden lød svaret:
– Nej, Jeg kan slet ikke købe ind på konceptet. Så bliver man gift med henblik på sandsynligvis at blive skilt, og det kan jeg slet ikke være med i, husker Rolf, at han sagde dengang.
Herefter gik der nogle år, før en anden veninde pludselig en dag spurgte ham om det igen. Denne gang var Rolf mindre afvisende, men det var desværre for sent at tilmelde sig.
– Så hun satte en reminder i kalenderen til januar i år. Da vi så kom frem til januar, nævnte hun det for mig igen. Så tænkte jeg lidt over det, og to dage efter ringede jeg og sagde: ”Skal vi ikke gøre det”, fortæller Rolf i podcasten.
Han vidste, at han ville fortryde, hvis ikke han gav det et skud. Han håbede virkelig på at komme med og ville blive skuffet, hvis der ikke var et match til ham.
Du kan se, hvordan det går for Rolf og Nina i ”Gift ved første blik” hver torsdag kl. 20.00 på DR eller på DRTV.