6. sep. 2024
Af Karina Didriksen

Det var en kniv i hjertet for Cecilie Schmeichel, men datteren har et talent hun ikke kan se bort fra

Cecilie Schmeichel og børnene Noah og Sofie.
Cecilie Schmeichel og børnene Noah og Sofie.
Foto: Jacob Ljørring
Influenceren Cecilie Schmeichel er mor til datteren Sofie, som udviser et stort talent for at spille fodbold.

Cecilie Schmeichel er en stolt mor til børnene Noah og Sofie, som hun har med ægtemanden Joakim Pilkær.

Sønnen har gået til fodbold i flere år, imens datteren har gået til dans. Men for nyligt stoppede syvårige Sofie og begyndte på en anden sportsgren.

- Det er lidt en kniv i hjertet, for hun er rigtig god til at danse og elsker det, men hun er startet til fodbold nu. Det vigtigste for os er det sociale, og de har fået et virkelig godt socialt fællesskab. Hun ses meget mere med sine fodboldveninder, end hun gør med sine klassekammerater, fortæller Cecilie Schmeichel til BILLED-BLADET og fortsætter:

- Sofie har gået til ballet i fire år, og vi har ikke haft én eneste legeaftale med nogen fra balletten. Og hun er sådan en social en pige, så det har gjort noget godt for os alle sammen, at hun er startet til fodbold.

Det er nok heller ikke så underligt, at Sofie er glad for at spille fodbold.

Hendes morfar er fodboldslegenden Peter Schmeichel, og hendes onkel er landsholdsmålmanden Kasper Schmeichel.

Nu er der måske endnu en generation af fodboldspillere på vej i familien. Sofie har nemlig et særligt talent, som hendes mor ikke kan se bort fra.

- Hendes træner har været professionel fodboldspiller, og hun ser et eller andet i Sofie. Jeg ser det ikke, men Sofie er forsvarsspiller og sparker med begge ben. Hun jorder dem ned, lyder det med et grin fra Cecilie Schmeichel, som tilføjer:

- For os handler det ikke så meget om, hvad aktiviteten er, bare hun har et fællesskab. Hun synes, det er så sjovt, og hendes storebror er blevet assistenttræner på hendes hold. Det hele er bare smeltet så godt sammen. Det er dejligt, at de går til noget, som de er glade for.

Cecilie Schmeichel og Joakim Pilkær med børnene Noah og Sofie.
Cecilie Schmeichel og Joakim Pilkær med børnene Noah og Sofie.

Cecilie har selv spillet fodbold som ung, men nu har hun også fået en stor passion for dans.

I august lancerede hun sammen med ”Vild med dans”-stjernerne Damian Czarnecki og Malene Østergaard det nye dansekoncept ”Dans med” på YouTube.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-08-21/MDC24076-1.jpg
Cecilie Schmeichel, Malene Østergaard og Damian Czarnecki.
Foto: Jan Hammerstad

Læs mere om: