Det bliver så spændende: Prinsesse Benedikte krydser fingre
Prinsesse Benedikte er i Paris for at heppe på nogle af de sidste danske deltagere, som skal i ilden ved De Paralympiske Lege i Paris i Frankrig.
Og der er nok at holde øje med for prinsesse Benedikte, der med sikkerhed krydser fingre for de danske deltagere, som skal på banen i cykling og dressur.
Ifølge planen går starten for kvindernes linjeløb i cykling klokken 12.40, og klokken 12.45 skydes herrernes linjeløb i cykling i gang.
Emma Lund er det danske håb hos kvinderne, mens Martin Heggelund er på landevejen i herrernes cykelløb.
Senere i eftermiddag er der PL-dressur på programmet, og det plejer at være lige sagen for prinsesse Benedikte.
Det er den individuelle kür-finale, der afvikles på ridestadion i Versailles.
Prinsesse Benedikte hepper på danskerne
Klokken 14.51 er Katrine Kristensen på banen, mens det er klokken 15.42, at dressurfans som prinsesse Benedikte får glæde af at se Karla Dyhm-Junge.
Man kan følge med i de danske deltageres bedrifter ved PL på DR2 i dag.
Prinsesse Benedikte har fulgt de danske para-atleter de seneste par dage, og prinsessen var også et par dage på besøg i Paris, da der var OL i den første del af august.
Benedikte kunne blandt andet glæde sig over at se det danske dressurlandshold vinde en olympisk sølvmedalje.
Forhåbentlig er der flere danske medaljer på vej i dag.