9. sep. 2024
Af Jon Bloch Skipper / Redigeret af Malan Joensen

Prins på sort damecykel kørte børnene rundt i haven

Grevinde Sussie og grev Ingolf. 
Grevinde Sussie og grev Ingolf.
Foto: Lars H. Laursen
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.

Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.

Kære kongelige brevkasse
Jeg har en personlig historie med grev Ingolf. Min barndom var på Sanderumgård på Fyn, fra 1958 til 1967. Jeg var legekammerat med Ivar Vinds datter, ”Visse”. Vi legede meget i haven, og en dag kom prins Ingolf forbi, fordi han var i gang med en landbrugsuddannelse. Han fik fat i en gammel damecykel og meddelte os børn, at han kørte os mod betaling af havens frugter. Vi blev kørt rundt på stierne i haven til stor morskab. Det var ca. 1960. Han var prinsen på den sorte damecykel.
Med venlig hilsen
Karen Margrethe

Kære Karen Margrethe
Hvis du husker korrekt, har du ret i, at Ingolf på daværende tidspunkt var en prins på en damecykel. Han frasagde sig først sin prinsetitel og arveretten til tronen for i stedet at blive greve af Rosenborg, da han giftede sig med Inge Terney i 1968. Allerede som 13-årig i 1953, hvor tronfølgeloven blev ændret, vidste Ingolf imidlertid, at han nok aldrig kom til arve tronen. Efter sigende skulle han have udtalt, at han da også hellere ville være elektriker end konge, men efter realeksamen valgte han landbrugsvejen. Han var landvæsenselev på gården Sofienlund på Midtfyn i årene 1958-59 og på Rødkilde Gods på Sydfyn i årene 1960-61, så det er fra den periode, din historie stammer. Han kom senere på bl.a. Korinth og Bygholm landbrugsskoler og Statens Planteavlsforsøgsstation, mens han samtidig uddannede sig som reserveofficer i Hæren. I 1967 købte Ingolf godset Egeland ved Øster Starup nord for Kolding, hvis landbrugs- og skovarealer han drev i 56 år. Han har nu pensioneret sig selv. Din legekammerat, ”Visse”, der i virkeligheden hed Marie-Louise Frances Elizabeth Vind, var i øvrigt barnebarn af prins Erik, greve af Rosenborg, idet Ivar Vind var gift og fik børn med Eriks datter, Alexandra af Rosenborg. Så ”Visse”, der senere blev grevinde Knuth, var ligesom Ingolf efterkommer af Christian 9. Men det er jeg sikker på, at du ved.
Venligst
Jon Bloch Skipper

Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.

Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.

Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).

Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".


Læs mere om: