Prinsesse Kate er færdig med sin kemobehandling: Det siger hun om fremtiden
Mange undrede sig over prinsesse Kates fravær i begyndelsen af året, og da hun i marts meddelte, at hun var blevet ramt af kræft, spredte nyheden sig hurtigt til hele verden.
Siden da har hun kun vist sig offentligt ganske få gange, men nu er der godt nyt fra prinsessen.
Mandag aften meddeler prinsesse Kate, at hun er færdig med sin kemobehandling, og i samme forbindelse sætter hun flere ord på, hvordan den kommende tid vil blive.
”At holde mig kræftfri er nu mit fokus. Selv om jeg er færdig med kemoterapi, er vejen til heling og fuldstændig bedring lang, og jeg vil fortsat tage hver dag, som den kommer.
Jeg ser dog frem til at vende tilbage til arbejde og påtage mig flere offentlige engagementer, når jeg kan, i de kommende måneder”, skriver prinsesse Kate.
Der er dermed håb om, at vi i den kommende tid vil se mere til prinsesse Kate, end man har gjort indtil nu i løbet af 2024, der har været et svært år for den britiske kongefamilie, idet flere har været ramt af sygdom.