I er vor tids rollemodeller: Det sagde kong Frederik til de danske atleter
Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere Marketing cookies.
Kong Frederik og dronning Mary havde torsdag eftermiddag indbudt en lang række danske atleter til reception i Orangeriet ved Fredensborg Slot.
Sammen med prinsesse Benedikte hilste de på de dygtige udøvere, der gjorde god figur ved årets OL og PL i Paris.
De mange atleter fik muligheden for at hilse på kongeparret og prinsesse Benedikte, ligesom de fik oplevelsen af at se det smukt pyntede orangeri.
Men de fik også et par flotte ord med på vejen.
Det skete, da kong Frederik holdt tale for de mange fremmødte.
Af talen, som Kongehuset har delt, fremgår det, at kongen takkede de dygtige atleter for bedrifter, der gør dem til rollemodeller.
”Kære atleter, velkommen hjem fra Paris.
De Olympiske Lege og De Paralympiske Lege har endnu en gang overgået sig selv. Tilbage på europæisk jord og i en historisk smuk ramme har I sammen med atleter fra hele verden skubbet til grænserne.
I er blandt de bedste af de bedste. I får det til at se legende let ud, når I tager kampen i og på vandet, ved bordet og i ringen, på banen og på stadion, til hest og i kørestol.
I har brugt timer, dage og år på at forstærke en baghånd, fange en vind eller forfine et spring. For ingen kommer let til et OL og et PL. Det kræver vilje og talent ud over det sædvanlige.
Og så til jeres medaljer – dem kan I være kolossalt stolte af, det er jeg. Når I vinder, vinder vi alle. Når I tager en medalje hjem, kan jublen høres i hele Rigsfællesskabet. Hver og en af jeres enkeltpræstationer samler os som nation.
En talemåde lyder: ”Forhåbningerne er store, men skuffelserne er størst”. For de af jer, der ikke ramte dagen i denne omgang; tag deltagelsen i legene med jer. Også den kalder på stor respekt.
Alle kan ikke blive de bedste, men de bedste har til alle tider inspireret andre til at gøre forsøget. I er vor tids rollemodeller. I er blandt de få, der i løbet af et liv opnår at være med ved De Olympiske og Paralympiske Lege. I er forbilleder for alle os, for hvem sporten måske ikke fører til medaljer, men til så meget andet godt.
Bag enhver stor sportspræstation står et helt hold af dedikerede mennesker. Tak til alle i kulissen. Tak til alle i rampelyset. For at give jer fuldt ud for Danmark.
Tak for kampen!”