Har nydt solskinsdag på Vesterbro: Kong Frederik hyggede sig til helt privat fodboldkamp
Kong Frederik har sammen med dronning Mary haft meget at se til i denne uge.
Onsdag var der ilandstigning fra kongeskibet Dannebrog om eftermiddagen, og senere på dagen bød kongeparret på Amalienborg alle Dannebrogs officerer på Strygemiddag.
Torsdag havde Frederik og Mary så et par hundrede gæster til OL- og PL-reception i Orangeriet på Fredensborg Slot.
Derfor må man formode, at det er rart for kong Frederik med en friweekend og endda en lørdag med solskin.
Kong Frederik hyggede sig i lokal fodboldklub
Kong Frederik og dronning Mary og deres børn bor i denne tid i Kancellihuset på Fredensborg Slot, men kong Frederik nød den tidlige del af lørdagen i strålende solskinsvejr et helt særligt sted på Vesterbro i København.
Her hyggede han sig i helt privat regi som tilskuer til en ungdomskamp i en lokal fodboldklub, der faktisk er nabo til Vestre Fængsel.
Kongen vakte en del opsigt, men han blev ikke forstyrret, mens han så fodboldkampen.
De lokale i klubben bemærkede dog, at der var fint besøg, hvilket de var begejstrede for, og kongen har helt sikkert kunnet mærke, at han også er en populær mand på Vesterbro i København.