Dannede par til kongeparrets reception: Nu går Maiken Fruergaard og Sara Thygesen hver til sit
Efter 12 års makkerskab er det slut for damedoubleparret Sara Thygesen og Maiken Fruergaard, der deltog ved OL i Paris og nåede til kvartfinalen.
Sara og Maiken var med til kongeparrets OL- og PL-reception i Orangeriet på Fredensborg Slot forleden, og her ankom de sammen.
Men nu er det altså slut bortset fra en farveloptræden ved Denmark Open i oktober.
– Det er et langt makkerskab, som når sin afslutning, og det er på mange måder et halvt familiemedlem, når man har kendt hinanden så længe. Vi har haft mange oplevelser sammen, og vi har både udviklet os personligt, og vores spil har udviklet sig, fortæller 33-årige Sara Thygesen til badminton.dk.
Hun nævner specielt turneringen Indonesia Masters i 2020, hvor parret nåede finalen, som et af de absolutte højdepunkter i karrieren.
Maiken Fruergaard skal nu danne par med ny makker
– Det her makkerskab har virkelig betydet meget, og nu må jeg se, hvad jeg så skal. For jeg har stadig interesse i at spille videre i en periode, men nu vil jeg se, hvad der er af muligheder, siger Thygesen.
Maiken Fruergaard ser også tilbage på makkerskabet med glæde.
– Al den tid jeg har været i forbundet, har jeg været makker med Sara, så det er også specielt, at det slutter. Vi har haft mange op- og nedture, sjove kampe og lavet gode resultater gennem vores tid sammen. Vi har klaret tingene på en god måde og fået meget af det bedste frem i hinanden, så jeg har været rigtig glad for makkerskabet, fortæller hun til badminton.dk.
29-årige Maiken Fruergaard har valgt at fortsætte sammen med den seks år yngre Natasja Anthonisen.