Sker yderst sjældent: Sådan markerer kongehuset prins Harrys 40-års fødselsdag
Britiske prins Harry fylder 40 år den 15. september, og det skal naturligvis fejres.
Om Harry fejrer dagen med familien i Californien, hvor han bor med hertuginde Meghan og deres børn Archie og Lili, vides ikke, men hjemme i Storbritannien er hans fødselsdag markeret flere steder.
På det britiske kongehus’ sociale medier har de delt et skønt billede af en storsmilende Harry, hvortil de skriver:
”Ønsker hertugen af Sussex (prins Harrys officielle titel, red.) stort tillykke med hans 40-års fødselsdag i dag!”.
Harrys storebror og svigerinde, prins William og prinsesse Catherine har delt samme hilsen med ønsket om en dejlig dag.
Det hører ellers efterhånden sjældenhederne til, at det britiske kongehus deler billeder af Harry på deres sociale medier.
Prins Harry og hertuginde Meghan meldte i januar 2020 ud, at de ønskede at trække sig som seniormedlemmer i det britiske kongehus. I samme melding skrev de, at de ønskede at blive økonomisk uafhængige på sigt.
Beslutningen havde de truffet i samarbejde med kongefamilien.
Prins Harry og hertuginde Meghan flyttede efterfølgende til USA, hvor de i dag bor i Santa Barbara i delstaten Californien.