Hvis kong Frederik er stoppet, hvorfor er hans navn så på denne liste?
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET.
Kære kongelige brevkasse
Apropos OL i Paris så mener jeg, at kong Frederik er stoppet i IOC. Alligevel optræder han på IOC's hjemmeside og deltager aktivt i OL. Er der noget, jeg har misforstået?
Med venlig hilsen
Lars G.
Kære Lars G.
Kong Frederik blev som kronprins valgt ind i Den Internationale Olympiske Komité (IOC) i 2009 og var aktivt medlem med deltagelse i flere udvalg, koordinerende arbejder og olympiske lege indtil 2021, hvor han stoppede for, som kongehuset skrev i en pressemeddelelse, at "intensivere …" sit "arbejde med andre vigtige emner", men formentlig også fordi hans tilknytning til den ofte skandaleombruste og halvpolitiserende komité havde modtaget en del kritik igennem årene. Denne tolkning står dog for egen regning. Han er i dag æresmedlem af komitéen. Et kongeligt IOC-medlemskab er i øvrigt ikke et særsyn – tværtimod. I løbet af sin 130-årige historie har komitéen også talt royale medlemmer fra bl.a. England, Belgien, Holland, Luxembourg, Spanien, Monaco, Grækenland, Japan, Jordan, Saudi-Arabien og Qatar. Kong Frederik var heller ikke det første IOC-medlem fra det danske kongehus, idet prins Axel, der var søn af prins Valdemar og barnebarn af Christian 9., var medlem i årene 1932-58.
Venligst
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".