Gift ved første blik møder Robinson Ekspeditionen: Vildt tv-koncept på vej
Det intense datingprogram "Stranded on Honeymoon Island" begynder med, at deltagerne bliver viet ved en bryllupsceremoni, hvorefter parrene efterlades på hver deres isolerede strand – meget langt fra hverdagen.
Singlerne har mødt hinanden en enkelt gang til speeddating, men næste gang de mødes er det foran alteret.
Formålet er at udforske, om ægte kærlighed kan blomstre og overleve under ekstreme forhold, hvor deltagerne bliver konfronteret med både naturens kræfter og hinanden.
Dating under pres
Selvom "Stranded on Honeymoon Island" foregår på øde strande, er showet ikke fokuseret på overlevelse, men på dating under pres.
De har adgang til mad og fornødenheder, men er helt isoleret.
– Programmet er den perfekte kombination af et kærlighedsfokuseret datingshow som "Gift ved første blik" sat i en ikonisk adventure-setting som i "Robinson", når det udforsker de komplekse dynamikker, der opstår mellem mennesker, der på en gang skal opbygge nære relationer samtidigt med at møde uvante udfordringer, siger Pil Gundelach Brandstrup, Group Vice President, Original Production Networks & Streaming, Nordics hos Warner Bros. Discovery.
Kan ses fra næste år
Formatet, der er skabt af Snowman Productions kommer nu til de nordiske lande med en svensk og dansk version.
Der har tidligere været versioner i Australien, Belgien, Tyskland, Portugal, Nederlandene og Tjekkiet.
Dansk "Stranded on Honeymoon Island" får premiere på Max i 2025.