Har Geggo og Cengiz planer om et barn mere? Her er deres svar
Der er nye projekter i gang for Geggo og Cengiz.
De er selvfølgelig fanget på kamera, fordi de skal være en del af anden sæson af tv-programmet ”Langt fra Bryggen”.
I første sæson havde familien fokus på at få styr på køkken og stue, men vigtigt var det også at få børnene Alba og Sias værelser klar.
Hvis man så programmerne dengang, vil seerne også vide, at de også til tider drøftede, om der skulle gøres plads til et ekstra børneværelse.
For det er ikke udelukket, at de skal have barn nummer tre.
Da BILLED-BLADET spurgte ind til en mulig familieforøgelse, var svaret svævende.
- Der skal ikke flere børn i huset endnu i hvert fald, begyndte Cengiz.
- Det var da et semi-svar, konstaterede Stephanie, der understregede, at hun meget gerne ville have barn nummer tre.
Spørger man parret nu, lyder særligt Geggos svar en anelse mere vævende.
- I forhold til om Cengiz og jeg skal have barn nummer tre, som er et af de spørgsmål vi nok får allermest, så er vi faktisk der, hvor vi ikke rigtigt ved det. Det ligger lidt i det uvisse, fortæller hun i programmet og uddyber:
- Cengiz har faktisk sagt, at hvis jeg ville have barn nummer tre, kunne vi godt det, men nu er jeg faktisk selv i tvivl.
Hun forklarer, at hun er meget tilfreds med, hvordan deres familieliv er lige nu.
Omvendt har hun også svært ved at acceptere, hvis hun aldrig skal være gravid igen.
Om fremtiden byder på familieforøgelse hos Geggo og Cengiz vil tiden vise.