Lucas Bravo afslører: Fik oprindeligt ikke rollen som Gabriel i Emily in Paris
Hvis du er fan af Netflix' streaminghit "Emily in Paris", har du helt sikkert også nydt godt af Lucas Bravos mange talenter.
Den 36-årige franske skuespiller portrætterer kokken Gabriel, der er involveret i evige kærlighedsforviklinger med Emily Cooper, der spilles af Lily Collins.
Over for det amerikanske ugeblad People afslører Bravo nu, at han slet ikke var førstevalget til at spille den michelinstjernehungrende kok.
Til mediet fortæller han, at han var så nedslået over at glippe rollen, at han tog væk til øen Korsika, hvor mobildækningen var sparsom.
Derfor opdagede han slet ikke, at tv-seriens castere havde kimet ham ned, fordi de ville se ham til prøvelæsning igen.
Lucas Bravo skulle læse til en anden rolle, men i forløbet skulle han stadig også læse Gabriels replikker, og her var det så, at showets skaber og producer Darren Star så et potentiale, for dagen efter fik skuespilleren det famøse opkald:
– Sidder du ned?, genkalder Lucas Bravo om det skæbnesvangre øjeblik.
– Okay, for du begynder om to dage.
Darren Star, der også står bag legendariske tv-serier som "Beverly Hills 90210", "Sex and the City" og "Melrose Place", kæmpede ifølge Bravo for, at han skulle få rollen, og seriens skaber gik endda så langt som til at gå mod filmselskabets beslutning.
Sæson fire af "Emily in Paris" har netop haft premiere på Netflix.