Thomas Evers Poulsen står uforstående tilbage efter Vild med dans: Jeg undrer mig
Årets ”Vild med dans”-sæson er blevet sat i gang med bravur, og fredag aften var årets 10 par på gulvet for første gang.
Blandt de mange nydansere var Rachel Ellebye, der danser sammen med Thomas Evers Poulsen, og som i debutprogrammet fremførte en dramatisk pasodoble.
- Jeg er virkelig meget glad og tilfreds med vores dans. Vi gjorde det supergodt, og da nerverne var faldet af, nød jeg det også bare virkelig meget, fortalte ”Årgang 0”-stjernen, og hendes dansepartner var ligeledes tilfreds med parrets indsats på gulvet.
Det samme gav dommerne udtryk for, og derfor stod Thomas Evers Poulsen også noget uforstående tilbage, da parret måtte nøjes med ni point og dermed en delt sidsteplads.
Han holdt en kort tænkepause, da BILLED-BLADET spurgte, om han var tilfreds med karakteren.
Der var flere i presserummet, der undrede sig over den lave karakter?
- Det er jeg da glad for at høre. Det gjorde jeg også, sagde det professionelle danser, der er med i sin 19. sæson af ”Vild med dans”.
- Jeg forstod det ikke på baggrund af den feedback, de gav. Rachel lavede ingen fejl eller noget, uddyber Thomas.
- Jeg ville gerne nå op på i hvert fald 10. Ni er tæt på. Jeg er glad for, vi ikke fik under tre. Vi var ikke de eneste, der fik ni point, så vi er ikke helt alene, sagde Rachel.
- Nej, og de næste fik 10 point. Det var super tæt det hele, supplerede Thomas.
Ingen røg ud i premiereprogrammet af ”Vild med dans”, og parrenes karakterer lægges derfor sammen med dem, de får i næste uge, og dernæst skal vi sige farvel til årets første par.