Den nye Vild med dans-dommer er kæmpe Badehotellet-fan: Nu reagerer Morten Hemmingsen
Morten Hemmingsen spillede i 10 år rollen som sin navnebror Morten i ”Badehotellet”, og fredag aften fik seriens fans ham at se i en helt anden rolle – nemlig som danser.
Skuespilleren indtog dansegulvet med partneren Malene Østergaard som det allerførste par til ”Vild med dans”-premieren.
Her skulle den nye dansedommer Lene James Mikkelsen give sin første kommentar, og hun kunne ikke skjule sin begejstring, da hun havde set Morten danse.
- Jeg er nødt til at komme med en indrømmelse. Jeg er kæmpe fan af ”Badehotellet”, udbrød Lene James Mikkelsen og fik hele salen til at juble.
Det virker til, at ”Badehotellet”-stjernen måske allerede har et ekstra plus i hendes bog!
Efter showet reagerede Morten Hemmingsen på dansedommerens ”Badehotellet”-kommentar.
- Nu er der jo mere at leve op til! Men jeg tror, at hun er meget god til at skille tingene ad, så vi må lige flytte os ud af ”Badehotellet”s verden for at se, om hun stadigvæk kan lide mig, når jeg ikke spiller Morten, lød det med et smil fra skuespilleren.
- Ja, men nu er der mere pres på, indskød Malene Østergaard med et grin.