Billederne af dronning Mary viste en forandring: Her er forklaringen
Under kongeparrets besøg i Grønland tidligere på året bar kong Frederik og dronning Mary flere gange de traditionelle grønlandske nationaldragter.
Dronning Mary bar sin dragt første gang, da det daværende kronprinspar besøgte Grønland kort tid efter deres bryllup i 2004.
Men da dronning Mary i sommer bar den smukke klædedragt i Grønland igen, kunne man se, at der var sket en forandring.
Det brede silkebånd om livet var blevet skiftet fra et rødt til et blåt.
I DR-programmet ”Frederik X - Konge af Grønland” giver Rosannguaq Rossen, der er ekspert i nationaldragter, en forklaring på, hvorfor dronning Marys nationaldragt er blevet ændret:
- Der er nogle silkebånd, man kan vælge. Jeg så, at Mary havde fået skiftet sit silkebånd til blå nu i stedet for rød, og det viser symbolikken i, at man er blevet lidt ældre.
Programmet ”Frederik X - Konge af Grønland” handler om kong Frederik og dronning Marys første tur til Grønland som kongepar. Det kan ses på DRTV.