Flora Ofelia: Det kan jeg desværre ikke udtale mig om
Flora Ofelia Hofmann Lindahl har været her, der og alle vegne de seneste år, og forleden dukkede den 19-årige skuespiller så op på den røde løber til ”Vild med dans”.
Hun fulgtes med vennen Søren Le Schmidt, der selv deltog i programmet sidste år, og hun glædede sig til at heppe på sin veninde og kollega Anna Munch, der er med i årets sæson.
Men om Flora Ofelia selv er blevet spurgt, om hun vil medvirke i ”Vild med dans”, står fortsat hen i det uvisse.
- Det kan jeg desværre ikke udtale mig om. Men det kunne være sjovt. Jeg tror, det er hårdt. Nu kender jeg Anna, som er med i år. Vi har lige lavet en film sammen, og at være vidne til hvor hårdt det er at være med, det skræmmer mig lidt, sagde Flora Ofelia på den røde løber og tilføjede:
- Det er ikke udelukket, men man skal ikke undervurdere, hvor hårdt det. Jeg har ingen danseerfaring, og mine hofter er ret ikke-eksisterende. Vi må se og tage tingene, som de kommer, lød det hemmelighedsfuldt fra skuespilleren forud for ”Vild med dans”-premieren i fredags.