Det er stukket helt af: Vild med dans har fået en uventet effekt på Sara Lygum
Fjer, pailletter og stiletter er blevet en del af Sara Lygums hverdag, efter hun har fået sin debut i ”Vild med dans”.
Den 45-årige boligekspert og partneren Damian Czarnecki fik en delt andenplads til premieren for deres quickstep, og fredag skal de på gulvet i en pasodoble.
- Vi leger noget med spåkone og noget magi, afslørede den professionelle danser til BILLED-BLADET efter showet, mens Sara Lygum indskød:
- Det glæder jeg mig til. Jeg kan mærke og forstå historien i dansen, og så får jeg bare lyst til at danse.
Fynboen indrømmede, at ”Vild med dans” allerede har fået en uventet effekt på hende.
- Jeg er også begyndt at drømme om dans, så det er stukket helt af, lød det med et grin fra Sara Lygum.
Er inde i en boble
Hun ved godt, at det kræver hårdt arbejde at blive god til at danse, og der er stadig meget at arbejde på.
- Når jeg skal lære noget, der er så anderledes end noget, jeg har prøvet før, så er det svært, fordi jeg er så koncentreret og er inde i en boble. Jeg skal også vise, at jeg faktisk har det rigtig dejligt, for jeg elskede det virkelig, konstaterede Sara Lygum.
- Ja, vi skal have åbnet op for sluserne og have Saras skønne personlighed ud, så den rammer seerne, fastslog Damian Czarnecki.