Dronning Mary inviterer indenfor i privat tilbygning
I 2023 bekræftede kongehusets kommunikationsafdeling over for BILLED-BLADET, at en gammel værkstedsbygning ved Kancellihuset blev istandsat for senere at skulle bruges som anneks.
Denne sommer afslørede kongehuset så, at den flotte tilbygning i bæredygtige materialer var taget i brug.
"Hendes Majestæt Dronningen var i dag vært for et møde med centrets Advisory Committee, som rådgiver Dronning Marys Center om partnerskabs- og udviklingsmuligheder … Mødet fandt sted i Kancellihusets cirkulære anneks, som er en gammel værkstedsbygning, der er omdannet med udgangspunkt i genbrug og genanvendelse", lød det fra kongehuset i slutningen af august.
Og nu inviterer dronning Mary interesserede indenfor i kongeparrets cirkulære anneks ved Kancellihuset. Hun har nemlig lavet et interview med magasinet Bo Bedre.
”Det er en bygning skabt af nytænkning, og forhåbentligt tager alle involverede inspirationen med sig videre i nye byggeprojekter – både herhjemme og i udlandet”, udtaler dronningen i interviewet.
Her afsløres det også, at kongeparret har været meget engageret i tilblivelsen af tilbygningen.
"Der blev tænkt og tegnet, og min mand og jeg fulgte projektet fra start til slut ved at blive inddraget i, hvad der kunne lade sig gøre, og i samarbejde med håndværkere og arkitekter finde frem til de rigtige løsninger," siger dronning Mary i magasinet.