Prinsesse Isabella og prinsesse Josephines veninder var med, da dronning Mary var på job
I flere år har en helt ny afdeling af Rigshospitalet været undervejs, og onsdag var dronning Mary med til åbningen af en udstilling, der handler om netop tilblivelsen af Mary Elizabeths Hospital, der er opkaldt efter vores dronning.
Hospitalet er en specialiseret afdeling for børn, unge og gravide samt deres familier, hvor man arbejder ud fra, at behandlerne skal komme til dem fremfor omvendt, og så er leg en integreret del af børnenes behandling.
Åbningen af den nye udstilling fandt sted i Industriens Hus, og her var dronning Mary omgivet af flere nære venner. Blandt andre var Jeppe Handwerk, som kong Frederik har kendt siden gymnasietiden, med. Han er præsident og CEO for Copenhagen Medical, der har bidraget til tilblivelsen af hospitalet.
Med sig havde han sin hustru, Birgitte, og døtrene India og Palma, der alle er gode, private venner af kongefamilien. For eksempel var de med til at fejre kronprins Christian, da han i sommer blev student.
India og Palma er gode veninder med prinsesse Josephine og prinsesse Isabella. Blandt andet har de mange gange været i Eventyrteatret sammen.