Cengiz sætter ord på familiesorg: Jeg tror, det har været hårdt for min mor
Det er familielivet, der er omdrejningspunkt i ”Langt fra Bryggen”.
Selv om programmet selvfølgelig også handler om, at Geggo og Cengiz skal have renoveret deres hus på Amager.
I seneste afsnit kommer Cengiz ind på, hvordan han ser på deres familieliv med døtrene Alba og Sia.
For ham er det meget stort at være far, og familien har meget stor kærlighed til hinanden, som de viser tydeligt.
Det er meget langt fra det, han oplevede i den familie, han er vokset op i, fortæller Cengiz i programmet.
Omvendt kan han også sætte sig ind i, at der måske ikke har været så meget tid og overskud til netop at vise kærlighed.
For da han var ganske lille, blev hans mor alene med Cengiz og hans to brødre.
- Jeg tror, det at miste sin mand, som kører galt og dør, er rigtig hårdt for min mor, begynder han i programmet, før der bliver spurgt yderligere ind:
- Min far døde, da jeg var to-tre år gammel, i Tyrkiet. Så jeg har aldrig rigtig haft en far.
- Hun skulle gøre alting selv for at forsørge tre drenge. Jeg kan godt forstå, hvis vi ikke har fået vist sindssygt meget kærlighed, fortsætter han.
Han forklarer også, at han – fordi hans far døde da han var barn – ikke har oplevet det at have en far.
Faktisk anså han egentlig bare sin ældste bror som en slags faderfigur, også fordi han er noget ældre end Cengiz.