Helle fra Landmand søger kærlighed tager drastisk beslutning: Derfor forlader hun programmet før tid
Helle står over for det afgørende valg i denne uges afsnit af ”Landmand søger kærlighed”, når hun skal beslutte, hvem af bejlerne hun skal have med på romantisk weekend.
Men til bejlernes store overraskelse, vælger hun at sende Henrik W og Henrik L hjem og ikke invitere en af dem med videre på romantisk weekend, som er næste skridt.
Nu forklarer hun til BILLED-BLADET, hvorfor hun sendte dem hjem.
– Vi havde kemi, og jeg synes, de var supersøde, og vi fik snakket fint sammen – men det var helt venskabeligt. Der var ikke nogen følelser eller romantisk kemi, og jeg så ikke et kærestepotentiale, siger Helle.
Hun fortæller, at hun undervejs i forløbet havde haft tanken om, at det nok ikke ville blive til mere, men forsøgte at være åben til det sidste.
– Jeg var nødt til at være tro mod mig selv, og jeg ville ikke stikke blår i øjnene på dem, fortæller hun om sin beslutning.
Hun var dog noget overrasket over bejlernes reaktion – særligt Henrik Winther, der bliver meget påvirket af at blive fravalgt.
– Det, synes jeg, er meget sødt, at Henrik viser skuffelsen så tydeligt. Samtidig forstår jeg ikke rigtig, at han håbede på en romantisk weekend, for jeg synes ikke, at jeg lagde op til noget.
Selv om Helle ikke fandt den helt store kærlighed i ”Landmand søger kærlighed”, er hun alligevel glad for at have været med.
– Jeg har trådt ud af min komfortzone og turdet stille mig frem foran hele Danmarks befolkning velvidende, at folk har deres egen mening, og jeg har datet nogle mænd, som ikke umiddelbart er den type, jeg normalt ville have datet, fortæller Helle, der understreger, at hendes medvirken har udvidet hendes horisont.
Hun håber, at den eneste ene en skønne dag dukker op.