Rachel er bedst kendt fra Årgang 0 – men det er ikke der, hendes dansepartner kender hende fra
Helt fra 2000 til 2018 kunne TV 2’s seere følge Rachel Ellebyes liv og opvækst i ”Årgang 0”.
Dokumentarserien var uhyre populær, og rigtig mange fulgte med. Hendes dansepartner, Thomas Evers Poulsen, var dog ikke en af programmets mange kerneseere.
- Jeg har set meget lidt ”Årgang 0”, men jeg vidste godt, hvem Rachel er. Det er nok mere, fordi hun har været herinde (i ”Vild med dans”-studiet, red.), sagde Thomas Evers Poulsen til pressemødet og tilføjede:
- Af det jeg har set, husker jeg nok bedste hendes forældre.
Rachel har gennem mange år været stor "Vild med dans"-fan, og siden hun var barn, har hun været i studiet flere gange for at se liveshowet med egne øjne.. Her har hun fulgt blandt andre Thomas Evers Poulsen, som lige nu er i fuld gang med sin 19. sæson af programmet.
Foruden Rachel Ellebye har man i "Årgang 0" også kunnet følge hendes storebror, David, og forældrene Lars og Theresia i programmet.
Netop Lars og Theresia var i ”Vild med dans”-studiet til premieren for at se deres datter på dansegulvet, og de var pavestolte.