Kæmpe nyhed fra kongehuset: Sker kun en time før, vi ser kongeparret
Tirsdag formiddag – kun en times tid før Folketingets åbning – udsendte kongehuset nyheden om, at kommunikationschefen, Lene Balleby, fratræder sin stilling.
”Kommunikationschef Lene Balleby har valgt at fratræde sin stilling per 1. februar 2025. Lene Balleby har siden 2008 indgået i Kongehusets ledelse og stået i spidsen for Kongehusets kommunikations- og pressearbejde.
Arbejdet med at finde en afløser pågår”, lød det fra kongehuset.
For BILLED-BLADETs hofreporter Marianne Singer kom nyheden som en stor overraskelse.
- Jeg må sige, at jeg blev overrasket. Det er lidt af en nyhed at sende ud, kun en time før vi ser kongeparret her ved Folketinget, lyder det fra Marianne Singer.
- Kongeparret har jo arbejdet tæt sammen med Lene i mange år. Hun har været med hele vejen i forbindelse med tronskiftet, og hun har jo også bl.a. fået kongehuset ind i den moderne tid med de digitale medier.
- Lene Balleby fylder 68 kort efter, hun fratræder sin stilling, så det er jo fuldt forståeligt, at hun stopper. Vi, Ulrik Ulriksen (hofreporter på BILLED-BLADET,red.) og jeg, har haft et godt og tæt samarbejde med hende gennem årene.
Kongehuset oplyser i deres pressemeddelelse, at de er i gang med at finde en afløser for Lene Balleby, og det bliver spændende at se, hvem de ender med at vælge, siger Marianne Singer.
- Det job er jo nærmest en livsstil. Man skal holde hovedet koldt, omgås pressen og sætte grænser. Det bliver virkelig spændende.
- Det er også interessant at se, hvilken vej kongehuset nu vil gå. Den nye kommunikationschef begynder i en tid, der er virkelig spændende for kongehuset. Det skal være en person, der skal være med til at sætte den fremtidige retning og vej og arbejde sammen med kongeparret om, hvordan kongehuset skal gå ind i fremtiden.
- Det er lidt specielt, vi nu skal se kongeparret virkelig kort tid efter den her nyhed, som jo berører dem og deres fremtidige arbejdsliv.