Rasmus Staghøj fik ikke lov af sin mor – nu er teenagedrøm gået i opfyldelse
For en kort stund var Rasmus Staghøj fredag aften tilbage i sin spæde ungdom, for temaet i ”Vild med dans” var teenageværelset.
TV 2-værten lagde ikke skjul på, at han altid har været vild med boybands, og fredag aften lignede han én, der selv kunne have slået folderne i Backstreet Boys eller lignende.
Han var klædt helt i hvidt, alt mens højre øreflip glimtede lidt ekstra i dagens anledning.
Rasmus Staghøj har nemlig fået en piercing i øret.
- Er den ikke fed!? jublede han efter showet.
- Det er min ide. Historien er, at jeg som ung gerne ville have ring i øret, men min mor sagde nej. Det syntes hun ikke var en god ide, og så gjorde jeg det ikke. Jeg lavede ikke ungdomsoprøret og tog skideballen. Jeg har manglet en anledning til at få den. Jeg har set mænd gå med ørering. Blandt andre Martin (værten på ”Vild med dans”, red.) og tænkt, at det ser fedt ud. Og det ville jeg også gerne have, forklarede Rasmus Staghøj, der i ugens løb fik gjort noget ved teenagedrømmen.
Hjemme på matriklen er de også begejstrede for det nye look.
- De er vild med den! forsikrede Rasmus Staghøj.