6. okt. 2024
Af Malan Joensen

Taylor Swift, Barack Obama, Kendall Jenner og nu også dronning Mary: Alle er faldet for den samme sko

Dronning Mary
Det er en dårlig idé udelukkende at gå i høje hæle på officielle opgaver, så derfor havde dronning Mary også et par klassiske sneakers med til Brasilien.

Dronning Mary var i den forgangne uge på officielt besøg i Brasilien, og her var hun ude at se lidt af hvert.

Undervejs i besøget skiftede hun på et tidspunkt sko til en fladere og mere praktisk model, og det var ikke en hvilken som helst sko.

Dronning Mary valgte nemlig Adidas-klassikeren Stan Smith.

Hvor den klassiske Stan Smith er kendt for sin grønne detaljefarve på hvid baggrund, havde dronning Mary dog valgt en med sorte detaljer.

Stan Smith-modellen stammer ifølge deadline.com tilbage fra 1965, hvor den i første ombæring var opkaldt efter den franske tennisstjerne Robert Haillet.

Da Adidas ville forsøge at slå igennem på det amerikanske marked 10 år senere, fungerede det dog bedre at få potentielle købere til at associere sneakeren med et amerikansk tennis-ikon, og her faldt valget altså på Stan Smith.

Stan Smith-modellen har været et fabelagtigt bud på en klassisk sneaker lige siden, og den har gennem årtierne kunnet fås i mange forskellige farver, materialer og særlige kendis-udgaver.

Ifølge deadline.com er den blandt andet blevet set på kendte som Barack Obama, Taylor Swift, Pharrell Williams, Kendall Jenner, Justin Timberlake, Jessica Alba - og så altså også vores egen dronning Mary.

Se billederne af dronning Mary og hendes Stan Smiths i galleriet øverst i artiklen og læs om flere royale sneakers-valg herunder:

Læs mere om: