Kongehuset afslører: Snart flytter de ind
Tirsdag formiddag tager kong Frederik og dronning Mary imod Islands præsident Halla Tómasdóttir, og hendes ægtefælle, Björn Skúlason, som de næste par dage er på statsbesøg i Danmark.
Statsbesøget er det første indgående statsbesøg for kongeparret og det første udgående statsbesøg for den nyvalgte islandske præsident.
På Instagram har kongehuset delt et opslag, hvor de skriver, at kongeparret er klar til at modtage det islandske præsidentpar.
"Om få timer flytter det islandske Præsidentpar ind i Christian VII’s Palæ, hvor de er Deres Majestæter Kongen og Dronningens gæster under statsbesøget i Danmark," skriver kongehuset.
Kong Frederik og dronning Mary modtager Halla Tómasdóttir og Björn Skúlason ved Nordre Toldbod klokken 10.
Tirsdag aften er kongeparret desuden værter for et stort gallataffel på Christiansborg Slot.