Kongelig spøgefugl: Kong Frederik med kæk kommentar under islandsk besøg
Det er ingen hemmelighed, at kong Frederik elsker at fyre en lille sjov kommentar afsted, når han kan komme til det.
Dronning Mary har endda beskrevet kongens humor, i den tale hun holdt til daværende kronprins Frederiks 50-års fødselsdag ved gallataflet på Christiansborg Slot den 26. maj 2018.
”…Og jeg har simpelthen ikke tal på, hvor mange gange jeg har skullet høre dig fortælle de samme vittigheder igen og igen. Det er, som om du forsøger at forfine leveringen fra gang til gang …
De, der har haft fornøjelsen af at være ude at spise med dig, ved for eksempel, at hvis en tjener spørger ”Are you finished”, så kan man være stensikker på, at du svarer ”No, I’m Danish”. Hver gang. Og griner. Hver gang”, lød det fra daværende kronprinsesse Mary i talen, hvilket fik hele salen til at grine højt.
Tirsdag den 8. oktober begyndte den islandske præsident, H.E. Halla Tómasdóttir, og hendes mand. Björn Skúlason, deres statsbesøg i Danmark, og her var kongen heller ikke bleg for at komme med en kæk kommentar.
Det skete under besøget hos Jónshús, som er et islandsk kulturcenter i København.
Her kom kong Frederik til at vælte et lille billede af en kvinde, da han skulle skrive i gæstebogen, og her udbrød han: ”Hun faldt for mig!”.
Den lille friske bemærkning fik grinet frem hos både dronning Mary og det islandske præsidentpar, og dronningen fik rejst billedet op igen.