Sussi afslører nye detaljer om brylluppet: Her sker det
Sussi Nielsen kunne i sommer fortælle, at hendes kæreste Steen havde været på knæ.
Nu afslører den forelskede musiker flere detaljer om brylluppet.
For parret har nemlig langt om længe fundet en dato og et sted til den store kærlighedsfest.
Det skriver Se og Hør.
– Vi snakkede om, at det skulle være årsdagen for den dag, vi mødte hinanden første gang. Men det er 27. maj, og det er en hverdag, så fandt vi ud af, at så blev det d. 24. maj, hvor andre mennesker også har fri og kan være med, siger Sussi til mediet.
Sussi nævner, at bryllupsfesten skal holdes på gården i Saltum, og de håber også på, at vielsen kan foregå samme sted. Og hvis man havde forventet, at Sussi Nielsen ville være hvid brud, kan man godt tro om.
– Jeg skal være grøn brud, slår hun fast.
I februar 2023 mistede hun sin mand Leo, der gik bort efter flere års alvorlig sygdom.
Efter tabet holdt hun en pause fra musikken, men der gik ikke længe, før hun var klar til at indtage scenen igen.
I dag optræder hun sammen med sit band under navnet "Sussi og drengene".