13. okt. 2024
Af Luise Marie Bekker

Tidligere Gift ved første blik-ekspert med hård kritik: Det er farligt

Gert Martin Hald samt Eivind Johansen og Trine Hjorth Bønnerup.
Gert Martin Hald samt Eivind Johansen og Trine Hjorth Bønnerup.
Foto: Nellie Møberg og Peter Refsgaard/Snowman Productions
Gert Martin Hald synes, matchingprocessen i ”Gift ved første blik” skal laves om.

Efter otte år som ekspert i ”Gift ved første blik” blev professor i psykologi Gert Martin Hald sidste år skiftet ud med de nye eksperter Eivind Johansen og Trine Hjorth Bønnerup.

Psykolog Eivind Johansen er Danmarks førende ekspert i personlighedstesten NEO-PI-3, der i høj grad danner basis for matchene.

Den består af 240 spørgsmål og er en af de mest benyttede tests i verden til at afklare personlighedstype – den bruges for eksempel af nogle firmaer til at rekruttere nye medarbejdere.

Men måske er det ikke så god en idé at sætte så meget lid til den test.

Det synes Gert Martin Hald i hvert fald ikke.

Selvopfattelsen fejler

For spørgsmålene OM de medvirkende besvares AF de medvirkende selv.

- Selvopfattelsen kan ligge ret langt fra den opfattelse, andre har – eller den, kameraet portrætterer. Og det bliver virkelig farligt at begynde at matche på baggrund af ens selvopfattelse. Derfor er jeg forbeholden ved, at den tæller så meget i den samlede ligning, siger han i podcasten Grebet af GVFB.

- Vi ser jo også, at de medvirkende siger, at de er portrætteret værre, end de i virkeligheden er, og det er sjovt, for man har faktisk en tendens til at skrue ned for de her deltagere, så de er spiselige for seerne. I virkeligheden er de faktisk endnu værre…

Vælger med hjertet

”Gift ved første blik” beder deltagerne om at vælge med hjernen, og de fleste siger, da det kan de godt.

Men fem uger senere siger de, at de vælger med hjertet.

- Det kunne være fedt, hvis ”Gift ved første blik” efter 10 år - mig selv inklusiv – tog det seriøst og vendte nogle af de algoritmer om.

- Trine gør et fantastisk terapiarbejde, men jeg synes med al respekt, at matchingalgoritmerne måske skal tunes i retning af noget, der ligner en hjertekærlighed fremfor en hjernekærlighed. For de færreste kan udleve det, siger han i Grebet af GVFB.

Læs mere om: