Tv-deltager kollapsede og vågnede op på intensiv: Sådan gik det Robinson-Jesper
Han var egentlig på vej i dødskamp, men kort forinden kæmpede Jesper en helt anden kamp i ”Robinson”.
I mandagens afsnit af det populære program kollapsede Jesper, og uanset hvor meget holdkammeraterne prøvede at få ham til at vågne, skete der ingenting.
Situationen var så alvorlig, at produktionen måtte træde ind, og Jesper, som gik i kramper, blev sejlet væk og bragt til hospitalet.
Selv husker Jesper ingenting.
Det fortæller Jesper Hansen til SE og HØR.
Til mediet fortæller Jesper, at han vågnede på hospitalet uden at vide, hvad der var sket, hvilket var en meget skræmmende oplevelse.
Jesper vågnede efter flere timer helt alene på intensivafdelingen med drop i armene, skriver SE og HØR.
- Jeg så, at jeg havde fået 27 liter væske i drop. Det var ret chokerende, for jeg anede ikke, hvad der var sket med mig. Der måtte ikke være en deltageransvarlig derinde, der var vagter ved dørene, fortæller Jesper til SE og HØR.
Det var en af produktionens læger, der siden forklarede Jesper, hvad der var sket, og det var så alvorligt, at han først blev flyttet til en anden afdeling efter to og et halvt døgn.
Lige så stille gik det op for ham, at hans rejse i ”Robinson Ekspeditionen” var slut, hvilket naturligvis var en kæmpe frustration for Jesper, da han gerne ville gøre sin familie stolt.
Han ser dog tilbage på sine 22 dage i ”Robinson Ekspeditionen” med et stort smil – også selvom det sluttede tidligere, end han havde håbet.