Marianne Eihilt afslører detaljer om sin 50-års fødselsdag: Jeg er helt høj over det
Marianne Eihilt havde masser at smile af, da hun sad i dommerstolen i ”Vild med dans” fredag den 11. oktober.
Hun var nemlig lige vendt hjem fra en skøn familieferie på Mallorca, hvor hun havde fejret sin 50-års fødselsdag.
- Jeg kom først hjem til middag i dag. Jeg tog chancen, lød det med et smil fra Marianne Eihilt, da BILLED-BLADET mødte hende.
Hun havde sin mand, Keld, og deres to børn, Frederic på ni år og Emily på seks år, med i studiet.
- Det er første gang, at de er med til ”Vild med dans” i år. Det er hyggeligt og en dejlig afrunding på en dejlig uge, hvor vi har holdt ferie, fortalte hun.
Dansedommeren fyldte 50 år den 8. oktober og havde i den forbindelse inviteret de 10 nærmeste familiemedlemmer på ferie sydpå.
- Det har været den bedste ferie. Det har føltes lidt mærkeligt at holde ferie midt i ”Vild med dans” og opstarten på danseskolen, men jeg har heldigvis kunnet slappe rigtig meget af, så det var skønt, konstaterede Marianne Eihilt.
Hun understregede, at hun har det helt fint med at fylde rundt.
- Der er ingen forskel. Hele ferien var bare sådan en glad fest for os alle sammen, og vi var ude at spise lidt ekstra lækkert, sagde en begejstret Marianne Eihilt og tilføjede:
- Det var dejligt at kunne være sammen, hvor den yngste var seks og den ældste 85. Det var én stor fest, og jeg er helt høj over det!