Endelig må Karina Frimodt afsløre det: Hun og datteren medvirker i TV 2-program
Det var en stor overraskelse for mange, da Karina Frimodt tidligere på året kunne afsløre, at hun desværre ikke havde fået en plads på årets ”Vild med dans”-hold – til trods for at hun vandt programmet sidste år.
Alligevel får vi den professionelle danser at se på skærmen i efteråret. Blandt andet gjorde hun kortvarigt comeback i ”Vild med dans”, da hun fredag var en del af åbningsnummeret.
Tilbage i august løftede Karina Frimodt sløret for, at hun skulle være med i to andre TV 2-programmer, og nu kan hun afsløre, hvad det første er.
På Instagram skriver danseren, er hun er med i ”Knæk Cancer – et show for sagen”, der sendes på lørdag – og det samme er hendes teenagedatter.
Karina Frimodt, der i øvrigt selv har været ramt af kræft, skal i programmet danse sammen med sin datter, Mathilde, og fire andre piger fra danseskolen.
Man kan se med på TV 2 fra klokken 20.00 på lørdag.