Undrer du dig også? Derfor fik Landsbyhospitalet en brat slutning
Overlevede dr. Ormerod? Og fik han en lykkelig slutning med hustruen dr. Jill Weatherill?
Ja, det finder fans af den britiske tv-serie ”Landsbyhospitalet” aldrig ud af!
Serien fik premiere tilbage i 2003 og handlede om livet på et lille sygehus i 1960’erne.
Det allersidste afsnit løb over skærmen tilbage i 2011, men i modsætning til mange andre serier så fik ”Landsbyhospitalet” ikke nogen rigtig afslutning.
Serien sluttede brat med en cliffhanger i afsnit 87. Her var dr. Gordon Ormerod blevet stukket med en kniv og lå alvorligt såret på operationsbordet.
Man så, at hustruen dr. Jill Weatherill var helt ulykkelig og ikke vidste, om hendes mand ville overleve.
Tusindvis af fans fulgte med i det dramatiske afsnit og var efterfølgende dybt frustrerede og vrede over, at de – lige som karaktererne og skuespillerne – ikke fik nogen afklaring.
Men hvorfor sluttede ”Landsbyhospitalet” så brat? Det skyldtes simpelthen, at tv-stationen ITV valgte at droppe serien i 2011 og ikke forny kontrakten.
- Der var masser af drama, men desværre blev det det sidste, vi så til Ormerod, fordi ITV besluttede sig for at ændre deres sendeplan og svinge øksen efter ni sæsoner. Men det var ikke kun os, serien ”Små og store synder” forsvandt på samme tid, har Robert Daws, som spillede dr. Ormerod, udtalt til The Yorkshire Post.
Det allersidste afsnit blev filmet i 2009, men seerne måtte vente hele to år, før det blev sendt på britisk tv.
Da skuespillerne optog sæson 9, vidste de angiveligt ikke, at serien ville blive droppet. Det var tydeligt, at historien skulle have været fortsat i en sæson 10.
Det allersidste afsnit af ”Landsbyhospitalet” blev sendt på DR1 onsdag den 16. oktober kl. 17.15.