Lotte Friis fejrer blomsterbryllup
17. oktober 2020 kunne Lotte Friis og Christoffer Schnack Ringø endelig sige ja til hinanden i Egebæksvang Kirke i Espergærde.
Ved et storslået bryllup, der på grund af corona var blevet udsat flere gange.
På fireårs-bryllupsdagen, der officielt kaldes blomsterbryllup eller hyacintbryllup, kan ægteparret konstatere, at der er sket meget på de fire år.
To mirakler
Størst af alt er uden tvivl de to mirakler, i form af parrets to døtre, Andrea og Aurora.
Lille Aurora er helt ny og kom til verden 6. oktober i år, mens storesøster Andrea blev født 4. juli 2022.
På sin Instagramprofil, som BILLED-BLADET har tilladelse til at bringe indhold fra, deler Lotte Friis søde billeder og ord i anledning af bryllupsdagen.
"For fire år siden sagde vi ja til hinanden. At nytårsaften 2016/17 skulle gøre, at jeg sidder her med dig ved min side, er jeg evigt taknemlig for.”, skriver Lotte Friis, der faktisk mødte sin kommende mand nytårsaften 2016 i metroen.
Hun var på vej hjem fra nytårsfest, og han var på vej til en fest, og så tog Lotte med.
Siden har de været sammen i livets fest.
”Du er den bedste far til vores piger, og jeg glæder mig til mange flere eventyr med dig.”, skriver den lykkelige ægtefælle og mor til to.