Sidste uge ændrede alt og har "givet panderynker": Ny favorit til at vinde Vild med dans
Efter Sara Lygum og Damian Czarneckis exit i sidste uges "Vild med dans" er der kun syv par tilbage i konkurrencen.
- Anna Munch og Eugen Miu
- Rachel Ellebye og Thomas Evers Poulsen
- Kamal Hassan og Mie Martha Moltke
- May Lifschitz og Mads Vad
- Philip May og Camilla Dalsgaard
- Rasmus Staghøj og Asta Björk
- Morten Hemmingsen og Malene Østergaard
Philip May og Camilla Dalsgaard måtte ud i en omdans, men klarede sig videre - det har dog fået konsekvenser for deres vinderchancer. Hidtil har den tidligere "Paradise Hotel"-deltager nemlig været Danske Spils favorit til at vinde.
- Det giver panderynker, fastslår Danske Spils ekspert Mathias Reimer Larsen i en pressemeddelelse.
- Aldrig i vores historie har vi haft SÅ mange forskellige favoritter til at vinde i løbet af programmet. Det vidner om en ualmindeligt tæt og uforudsigelig konkurrence i år, lyder det endvidere.
Nu er det i stedet feltets yngste ny-danser, der står til at løbe med sejren.
- Anna Munch var sidste fredags klart bedste performance, og dommerne kvitterede prompte med flotte 28 point. Ingen var i nærheden af influenceren og skuespillerinden i fredags, og derfor er hun nu ny favorit til den samlede sejr i konkurrencen, siger Mathias Reimer Larsen.