19. okt. 2024
Af Christinna Braun

Silvia fik idéen, da familien blev ramt af stor sorg: Så personligt hører man sjældent en dronning tale

Dronning Silvia.
Dronning Silvia.
Foto: Sven Hoppe/AP/Ritzau Scanpix
Dronning Silvia fortalte åbent om sin families store sorg.

På Sveriges dronning Silvias initiativ blev stiftelsen Silviahemmet, som især har fokus på demens og demensforskning, skabt i 1996.

Netop demens lægger særligt den tyskfødte dronning Silvia på sinde. Hun har mistet flere familiemedlemmer til den forfærdelige sygdom.

Det lagde hun heller ikke skjul på i sin tale på en kongelig opgave forleden. Det skriver Svensk Damtidning.

- Jeg fik idéen til Silviahemmet, da min mor led af demens. Dengang fandtes der ikke meget viden om disse sygedomme, så jeg ledte virkelig med lys og lygte!, sagde dronning Silvia og takkede med navn den læge, som især havde hjulpet, da hendes mor var syg.

- Den hjælp, jeg fik, betød meget i en svær situation, og det var der, jeg besluttede, at flere skulle have adgang til viden.

Dronning Silvia fortalte, ifølge Svensk Damtidning, yderligere, at hun blev meget overrasket, da morens hjemmesygeplejerske fortalte, at der ikke fandtes uddannelse i demenspleje. Det var det, der gjorde Silvia fast besluttet på at skabe stiftelsen, som nu har uddannet plejepersonale i demenspleje i 28 år.

Det er sjældent, man hører dronning Silvia - eller en kongelig overhovedet - fortælle så personligt om sygdom og sorg i familien.

Dronning Silvias mor, Alice Sommerlath, døde i 1997 – et år efter Silviahemmet blev åbnet. Silvias bror Walther Sommerlath døde af samme sygdom i 2020.

Læs mere om: